Raw brownie

P8131963

Kender I appen instagram? Jeg bruger den hver dag til at finde ny inspiration. Det flyder med lækre og flotte billeder af mad, kage, frugt… Ja, alt hvad hjertet begærer – selvfølgelig er der også andet end mad, men det er ikke der min interesse ligger 😉 Der er ikke én dag, hvor jeg ikke bliver imponeret over, hvad folk finder på. Mange af menneskene bag instagram profilerne har også en blog, hvor de deler opskrifter. Én af dem er Stinna (på instagram @stinnagm, og hendes blog hedder stinna.dk). Det er hendes opskrift på Raw brownies jeg har fundet inspirationen til denne kage. Min kage er ikke særlig stor, så hvis den skal laves til flere, så fordobbel eller tredobbel min opskrift. Da den er ret kraftig i smagen, så har jeg skåret den i meget små stykker (8 stks), som jeg har nydt om eftermiddagen de sidste dage. Her på 3. dagen er den stadig lige så svampet og lækker.

Raw brownie (OBS, lille størrelse!)

75 g ustenede dadler

40 g valnødder

1 spsk vand

1 spsk kokosolie

2 spsk kakao

1 spsk hampefrø (kan udelades)

25 g grofthakket mandler

Frysetørrede jordbær og mørk chokolade til topping

  • Blend dadlerne og valnødderne med vandet til en nogenlunde ensartet masse – Det gør ikke spor, hvis der er lidt nødder, som ikke er blendet helt ud.
  • Smelt kokosolien og tilsæt den, kakaopulveret, hampefrø og de grofthakkede mandler til massen. Rør rundt.
  • I en form (Ø12) beklædt med bagepapir kommes massen i. Overtræk den med film og sæt den på køl i mindst ½ time, så den kan sætte sig.
  • Smelt passende mængde chokolade og top kagen med det. Inden chokoladen er størknet pyntes den med frysetørrede jordbær.
  • Nyd!
  • Opbevares på køl.

P8131971

Bagt rug/havregrød med bær, nødder og kerner

P8141974 red

Jeg elsker morgenmad og kage. Hvorfor ikke kombinere de to ting uden at sundhedsværdigen daler? En af de morgenmadsretter, som bliver laver allermest herhjemme er havregrød. I mikroovnen. Jeps, man kan faktisk godt få en god grød ud af mikroovnen. Dog skal man stadig være over den, for den har at koge over…. Ups. Men hvad så med at bage sin grød? Så behøver man ikke holde øje med den, og man kan lige nå i bad, og hvad man ellers lige skal have ordnet om morgenen. What’s not to like? 🙂 Jeg har derfor eksperimenteret i en bagt grød tilsat alle mulige lækre ting, som jeg lige kunne finde i køkkenet.

Bliv ikke skræmt af den lange ingrediensliste. I princippet kan du tilføje, hvad du lige står og har. Kokossukkeret har jeg fundet i Netto, og det er af mærket Urtekram.

Bagt rug/havregrød med bær, nødder og kerner

1 dl ruggryn

2 dl grovvalsede havregryn

2 spsk hampefrø

1 dl græskarkerner

1 tsk bagepulver

1 tsk vaniljepulver

Et nip salt

1 spsk kokossukker

3 dl mælk

1 æg

130 g blandede bær (jeg brugte skovbær)

20 g bær til toppen (jeg brugte blåbær)

40 g grofthakkede mandler

Kokosolie (/smør/anden olie)

  • Tænd ovnen på 190 grader.
  • Smør et ovnfastfad (24 cm i diameter) med kokosolie.
  • Spred de blandede bær i fadet.
  • Bland de tørre ingredienser (gryn, frø, kerner, bagepulver, vaniljepulver, salt og kokossukker) i en skål. Gem en smule af græskarkernerne.
  • Pisk ægget og mælken i en anden skål.
  • Fordel de tørre ingredienser over bærrene i fadet, og hæld æggeblandingen over, så hele overfladen bliver vædet.
  • Pynt med de sidste bær, mandler og resten af græskarkernerne.
  • Bages i ovnen i ca. 25-30 min. Den skal være fast, men ikke hel tør.
  • Nyd grøden lun! 🙂

P8141979 red

P8141982 red

 

Simpel chiagrød med topping

P7050994 Chiagrød lagt i lag med blåbærpuré, bananer og hampefrø. 

 

Chiagrød er en genial opfindelse! Jeg er så fan. Den laves om aftenen, og om morgen har man en færdig grød, som kan tages med på farten eller spises hjemme. Den er på ingen måde tidskrævende at lave, og min version kræver næsten ingen ingredienser – dog vil det så også sige, at jeg aldrig spiser den uden topping, for det er den, som er smagsgiveren her – med andre ord, den smager bare af yoghurt, hvis man spiser den ren. Til min chiagrød bruger jeg som regel den neutrale sødmælksyoghurt, da den smager godt og har den rette konsistens. Hvis man bruger skyr, skal man være opmærksom på, at skyrens konsistens er tykkere, og derfor har chiafrøene ikke ligeså meget væde at suge af, og man får en meeeget tør grød. Derfor brug 2.5 dl skyr og 0.5 dl vand/mælk. Og hvis du alligevel står næste morgen med en tør grød, så tilsæt lidt ekstra skyr/yoghurt til rette konsistens.

For at give selve grøden smag kan du selvfølgelig godt tilsætte kakao, vanilje eller en anden krydderi. Jeg plejer ikke at gøre det, da jeg bare topper med alt muligt, når jeg spiser den 🙂

Simpel chiagrød med topping (2 portioner)

Chiagrød

3 spsk chiafrø

3 dl yoghurt

Topping

Frugt, bær, kompot/puré (af bær, æbler…), müsli, honning eller nødder.

Ja, kun fantasien sætter grænser.

  • Tilsæt chiafrø til et glas/en beholder med låg, og tilsæt derefter yoghurt. Rør grundigt rundt, især nede i kanterne i bunden, så chiafrøene bliver fordelt.
  • Sæt glasset i køleskabet natten over.
  • Næsten morgen – Nyd! Den kan godt holde sig i 2 dage, hvis ikke man spiser det hele på én gang.

P7191389

Chiagrød toppet med hampefrø, hindbærpuré, blåbær og fibermüsli. 

IMG_20160428_090640

Tre-lags chiagrød med hakkede mandler. Nederste lag: chiagrød. Mellemste lag: chiagrød blandet med jordbær/vaniljepuré. Øverste lag: jordbær/vaniljepuré. 

Koldskål uden æg

P5020454 red

Hvor blev sommeren lige af?? Nå, så er det jo heldigt, at man selv kan gøre noget ved det – indendørs vel at mærke.. Jeg elsker koldskål! Og den hjemmelavet er bare lækker. Den smager som den klassiske, men den er dog uden æg. Desuden har jeg brugt sukrin melis i stedet for sukker, men du kan selvfølgelig godt bruge sukker, hvis ikke du har sukrin melis – det kan dog købes mange steder, f.eks. hos Matas og helseforretninger. Når koldskålen er færdig, så er det bare om at give den gas med diverse toppings. Jeg er jo ret vild med bær, så det kommer jeg altid på.

 

Koldskål (1 l)

½ l yoghurt natural (f.eks. A38)

½ l kærnemælk

4.5 spsk sukrin melis (eller sukker)

1 tsk vanilje

  • Det hele piskes sammen – og voila!
  • Kan det være nemmere?
  • Top koldskålen med en masse friske bær, mynte, tvebakker, kammerjunker osv.

P5240709 red

Grøntsagsdip

P7161296 redDen gør den ellers lidt halvtørre kylling lækker, den kedelige sandwich spændende, de lidt smagsneutrale grøntsagsstænger fantastiske og så videre… Overdrivelse fremmer forståelse, men sådan en grøntsagsdip er altså god for mange ting! Og jeg tror næsten at man kan bruge alle grøntsager i den. De to, som vi laver mest herhjemme, er dip af edamame bønner og ærter. Begge plejer jeg at købe på frost. Vi har faktisk enten en pose af det ene eller det andet, så man altid lige kan lave en hurtig dip, hvis man står og mangler det. Dippen er desuden også ideel i madpakken!

Grøntsagsdip

200 g edamamebønner/ærter

1 fed hvidløg

Ca. 2 spsk neutral yoghurt (Det gør dipppen cremet, men kan godt erstattes af vand)

½ lime/citron

Salt og peber

Evt. chilipulver/cayennepeber eller frisk, hakket chili for en stærk dip

  • Hæld kogende vand udover bønnerne/ærterne, og lad det stå i 5 min.
  • Hæld vandet fra – gem dog lidt af det til senere.
  • Med din stavblender (eller hvad du har) blender du bønnerne/ærterne sammen med hvidløget til en ensartet masse. Jeg synes dog ikke, at det gør noget, at der er en smule ikke-blendet bønner/ærter tilbage.
  • Tilsæt saften fra enten en lime eller citron (jeg bruger lime til edamamedip og citron til ærtedip).
  • Tilsæt yoghurt/vand til rette konsistens. Jeg kan godt lide den cremet og ikke for tør.
  • Smag til med salt og peber.

P7161290 red