Mango lassi is

P5160631 (2)

Så er det endelig ved at blive sommer. Graderne har sneget sig op over de 20. Dog skal man da godt nok nå at nyde det god vejr, når det er her! For inden man har set sig om, så er vi nede på de 10-15 grader igen. Øv!

Nå men, jeg havde en halv, ret overmoden mango liggende inde i køleskabet. Den skreg nærmest om at blive spist, så jeg bestemte mig for at lave nogle is med den. Modne mangoer er virkelig søde og lækre, så det passede helt perfekt. Jeg havde desuden også en lille rest yoghurt, så det blev til mango lasse is. Jeg brugte en sødmælksyoghurt, men jeg vil gå ud fra, at man kan bruge hvilken som helst yoghurt, som man nu bedst kan lide. De bliver en anelse krystalliseret, hvilket jeg endnu ikke har fundet ud af, hvordan man kommer udenom. Men i hvert fald, smagen er god! Jeg må få eksperimenteret lidt mere med konsistensen – hvis det kan lade sig gøre?

Min isform er af mærket Easy Cream, og den er købt hos Panduro Hobby. Jeg ved dog, at man kan købe isforme rundt omkring på nettet. Jeg er rigtig glad for min form, da den er nem at arbejde med, og så fylder den næsten ingenting i fryseren.

Mango lassi is (2 stk):

½ moden mango

1 dl yoghurt (jeg brugte en sødmælksyoghurt på 3.5%)

½ tsk stødt kardemomme

½ spsk limesaft

Isform

  • Alle ingredienser bliver blendet – Jeg brugte min stavblender.
  • Smag evt til.
  • Fyld i isformen.
  • Vent (ja, det kan være svært!) i hvert fald 3 timer.
  • Nyd!

Grønkål og spidskålssalat

P5220713 red

Det er egentlig lidt forkert at ligge en opskrift op med grønkål, da det er sæson for denne hen over vinteren, men jeg blev simpelthen fristet nede i grøntafdelingen – Ja, impulskøb kan åbenbart også være grøntsager 😀 Da vi havde lidt spidskål derhjemme, så blev de to kåltyper smækket sammen til aftenens salat. De er begge rige på vitaminer og kostfibre. Kostfibrene er med til at gøre os mætte, og de er derfor meget mere nyttige end det almindelige iceberg salathoved, som stort set kun indeholder vand. Til salaten fik vi kartofler, en krydderurtedressing og helstegt kylling krydret med olie, timian, salt og peber.

Jeg har fået inspiration fra Claus Meyers, Salatværksted.

Grønkål og spidskålssalat

100 g grønkål
100 g spidskål (eller et kvart spidskålshoved)
2 appelsiner
en håndfuld mandler
2 spsk sesam

2 spsk tahin
2 spsk olie med citron
2 spsk honning
2 spsk æblecidereddike
salt og peber

  • Rens kålen godt. Rip grønkålen fri fra stokkene og snit det og spidskålen så fint som muligt.
  • Rist sesam på en varm pande. De skal ikke have særlig lang tid før de begynder at springe rundt i hele køkkenet – tag dem af varmen, når de gør det!
  • Skær appelsinerne fri fra skrællen og snit den i tynde skiver. Hvis der kommer en masse saft ud af appelsinerne, mens du skærer dem, så hæld det over salaten i stedet for i vasken.
  • Mandlerne hakkes groft med en brødkniv.
  • Marinaden til dressing laves af tahin, honning, æblecidereddike, olie med citron (hvis du ikke har sådan en, så tilsæt din normale olie og smag til med citronsaft), salt og peber. Den ser ikke særlig appetitlig ud, men den smager altså godt. Smag den evt. til, hvis du synes, der mangler noget, inden du tilsætter den til salaten. Jeg brugte ikke det hele.
  • Bland kålen, appelsinskiverne og marinaden i en skål, og top med sesam og mandler.

 

P5220717 red

 

Nyd!

Ovnstegt sesamkylling og bulgursalat

P5080561 red

Nogle gange (læs: tit) skal det altså gå lidt stærkt med at få lavet aftensmad – og mange gange er overskudet heller ikke lige til at stå flere timer i køkkenet efter en lang dag på studiet. Denne ret er ikke særlig tidskrævende, og så smager det bare rigtig godt! Du kan egentlig bruge lige de grøntsager, som du har lyst til.

Ovnstegt sesamkylling og bulgursalat:

Ovnstegt sesamkylling:

500 g kyllingefillet

4 spsk soya

1 tsk chilisauce

1 spsk sesam

Peber

Evt. nogle cherrytomater og et rødløg

  • Læg kyllingefilleterne i en frostpose og tilsæt resten af ingredienserne. Slå en knude på posen.
  • Gnub ingredienserne rundt på kyllingen, så alt er dækket. Læg evt posen i køleskabet i nogle timer, så det kan trække rigtigt ind. – Det gjorde jeg dog ikke, og det smagte dejligt alligevel.
  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Læg kyllingefilleterne i et ovnfast fad og steg dem i 20-25 min. Tjek evt om de har fået nok, ved lige at skære i midten af den største fillet.
  • Vi havde nogle cherrytomater og rødløg, som fik en tur sammen med kyllingen. Det kan virkelig (!) anbefales. Det smager skønt.

Bulgursalat:

2 dl Bulgur

1 Broccoli

200 g cherrytomater

3 gulerødder

½ agurk

2 forårsløg (tjek lige hvor stærke de er inden du tilsætter dem)

2 håndfulde basilikumblade

En håndfuld hakkede saltede mandler

  • Kog bulguren som beskrevet bag på posen. Køl den derefter af.
  • Skyld og skær alle grøntsagerne i mundrette stykker. Hak basilikum.
  • Lynsteg broccolihovedet på en varm pande med en smule olie.
  • Bland alle ingredienserne. Top med de hakkede salte mandler.

P5080557 red

Bagt sød kartoffel med chili con carne og guacamole

P4230288 (2)

Jeg elsker søde kartofler! De kan bruges til alverdens ting, og så kan jeg godt lide deres søde smag. Så hvis du endnu ikke har prøvet dem, så gør det! Kun fantasien sætter grænser. De kan desuden købes overalt. Jeg har dog endnu ikke kunne opstøve de lidt større af slagsen – Skriv, hvis du ved hvor man kan. De er nemlig bedst, når de skal bages. Én ting som de nemlig er rigtig gode som, er bagte! Min kæreste og jeg var i Berlin i april, og der fik vi bagte kartofler med chili con carne. Derfor måtte jeg selv prøve det, da vi kom hjem. Dog brugte jeg de søde kartofler i stedet. I chilien kan du egentlig bruge, hvad du har lyst til af grøntsager. Jeg bruger som regel bare det vi har i køleskabet.

Bagte søde kartofler med chili con carne og guacamole:

Chili con carne:

Olie til stegning

2 fed hvidløg (presset)

1 rødløg (finthakket)

3 tsk spidskommen

1 tsk kanel

1 tsk cayennepeber

500 g hakket oksekød

1 rød peberfrugt (i tern)

1 ds hakkede tomater

20 g 70-80% chokolade (hakket)

½ squash (i tern)

1 ds chilibønner (drænet, jeg bruger dog altid lige lidt af væden)

Salt og peber

  • Svits hvidløg, løg og krydderierne i et par minutter i olien. Tilsæt derefter kødet og brun det.
  • Tilsæt peberfrugt (og evt. andre hårde grøntsager som f.eks. gulerødder) og de hakkede tomater. Lad det simre i ca. 1 times tid.
  • Tilsæt derefter chokoladen, squash og chilibønner. Smag til med salt, peber og evt. lidt mere spidskommen og/eller cayennepeber.

Guacamole:

2 modne avokadoer (most let)

1 fed hvidløg (presset)

2 tomater (i tern og det våde kød fjernes)

½ rødløg (finthakket)

1 spsk creme fraiche 9%

½ tsk cayennepeber

Saft fra ½ lime

Salt og peber

  • Det hele røres sammen i en skål. Smag til med cayennepeber, lime, salt og peber.

Bagte søde kartofler:

ca. 750 g søde kartofler (hvis du kan finde de store, så go go go – hvis ikke, så går det nok – jeg brugte de små)

  • Sæt ovnen på 200 grader.
  • Vask kartoflerne grundigt. Prik huller i dem med en gaffel og placer dem i det ovnfaste fad.
  • Bag dem i 50-60 min.
  • Når de er færdige skæres et kryds, og de kan derefter åbnes og chili con carnen kan lægges ned i kartoflen og toppes med guacamole.

P4230291 (2)

Utrolig nem og smagfuld ret!