Rabarberkage

Sommer, sol og rabarber. Det er bare den bedste kombination. Denne rabarberkage er næææsten en slags pund til pund kage – Basis ingredienserne er i hvert fald af samme mål. Den er både dejlig sød og frisk syrlig – og så er en god kugle vaniljeis bare perfekt til den. Andet lag rabarber er lagt i et fint mønster – det behøver man jo slet ikke, men jeg synes, at det ser rigtig godt ud! Og så er det egentlig slet ikke særlig svært. Jeg har prøvet at forklare det så godt jeg kan, men hvis du ikke forstår, så prøv at se på billederne eller skriv til mig, så må jeg se, om jeg kan forklare det endnu bedre.

Rabarberkage 


4 æg (ca. 266 g)

266 g rørsukker

266 g blødt smør

266 g hvid hvede

60 g mandelsplitter

1 tsk vaniljesukker

100 g rabarber + 200 g rabarber (renset)

1 spsk rørsukker

1 spsk mandelsplitter

  • Afvej æggene med skal på. Afvej nu rørsukker, smør og den hvide hvede ved samme vægt.
  • Rør smør og rørsukker sammen.
  • Tilsæt et æg ad gangen til smørblandingen mens der røres til en ensartet masse.
  • Tilsæt nu den hvide hvede, mandelsplitter og vaniljesukker til dejen. Rør rundt.
  • Tænd for ovnen på 200 grader.
  • Beklæd en lille bradepande med bagepapir.
  • Hæld halvdelen af dejen i bradepanden.
  • Skær 100 g rabarber i 2 cm lange stykker. Læg dem på dejen i bradepanden.
  • Hæld den anden halvdel af dejen over.
  • Af de sidste 200 g rabarber skærer du stykker, som er lidt kortere end halvdelen af længden på din bradepande, og stykker som lige præcis passer til at blive lagt i midten af de to lange stykker (se billede). Skær e.v.t. stykkerne skråt – det ser rigtig fint ud på kagen. Du kan nu dele hvert stykke i to, så de passer sammen, når du skal lægge mønsteret.
  • Læg rabarberstykkerne i et ønsket mønster, og strø med rørsukker og mandelsplitter.
  • Bag kagen i ca. 25 min.
  • Nyd den alene, med lidt creme fraiche eller en god vaniljeis til 🙂

 

 

Let perlespeltsalat

Her er der en meget sommerlig og let salat. Den egner sig godt her til grillsæsonen, men er også god til frokost. Den er utrolig let at lave, hvilket er et stort plus, nu hvor vejret er så godt, og man hellere vil bruge de fleste timer udenfor i haven og ikke i køkkenet.

Perlespeltsalat (3-4 pers.)


2 dl perlespelt

3 dl edamamebønner

½ agurk

250 g cherrytomater

100 g frisk spinat

½ rødløg

½ dl græskarkerner

Salt

Dressing:

2 dl ærter (gerne fra frost)

½-1 fed hvidløg (Alt efter hvor kraftig smagen skal være)

1 spsk neutral yogurt (eller lidt vand)

Citronsaft

Salt og peber

  • Kog perlespelten efter anvisningen på pakken.
  • Tø edamamebønnerne op ved at hælde kogende vand ud over dem i en si.
  • Halvér agurken og skrab kernerne ud (Spis kernerne… 😉 ). Skær nu agurken i tynde skiver.
  • Halvér cherrytomaterne.
  • Rens spinaten for jord.
  • Hak løget fint.
  • Tilsæt alle grøntsagerne til en skål.
  • Rist græskarkerne og lidt salt på en tør, varm pande.
  • Når perlespelten er kogt færdig og er kølet helt ned, så vendes de med alle grøntsagerne.
  • Dressingen: Tø ærterne op ved at hælde kogende vand ud over dem. Hvis du ikke har noget yoghurt, så brug lidt af vandet, som du hældte over ærterne. Blend ærterne og hvidløget med en stavblender. Tilsæt yoghurt og smag til med citronsaft, salt og peber.
  • Top salaten med græskarkerner og dressing.
  • Skal opbevares på køl i en lufttæt beholder (højest 3 dage).

Med på farten..

Luksus lemonade

Der er bare ikke noget bedre end at sidde i solen og nyde et glas kold lemonade – Jo, så skulle det da lige være en iskaffe ved siden af 🙂 Her får du opskriften på en lækker sommerdrik – stærkt inspireret af mit cafébesøg hos La Esquina i København for nogle uger siden. Der fik jeg nemlig den lækreste lemonade. Så jeg blev da nødt til at eksperimentere med min egen i køkkenet. Det er ikke den traditionelle lemonade med kun citron, sukker og vand. I denne er der bl.a. tilsat æble for sødme, ingefær for lidt ekstra spice og lime for det ekstra pift. Den er super lækker! Hvis du selv juicer æblerne, så vil der højst sandsynligt komme lidt bundfald, men så er det bare lige at vende flasken op og ned et par gange inden servering. Håber I vil kunne lide den 🙂 Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg skal lave den!

Jeg har skrevet, at der kommer ca. 750 ml ud af det. Det er nok en smule mere, for der er knald på smagen, så den kan sagtens fortyndes lidt med enten danskvand eller postevand.

Luksus lemonade (ca. 750 ml)


7 dl æblemost (friskpresset eller en lækker hjemmebragt én)

3 stk økologiske citroner

2 stk lime

40 g ingefær

4 spsk kokossukker

1 dl vand

Nogle myntekviste

Citronskiver

Isterninger

  • Skær skrællen af citronerne (gem citronskrællen), limene og ingefæren.
  • Juice citrusfrugterne og ingefæren i en juicemaskine.
  • I en gryde tilsætter du kokossukker, vand og citronskrællerne. Kog det i 10 min.
  • Lad sukkerblandingen køle af.
  • Tag citrusskrællerne op af sukkerblandingen og smid dem ud, og bland det derefter med æblemost og citrus/ingefærjuicen. Opbevar lemonaden i en tætsluttet flaske.
  • Når det skal serveres så kan lemonaden e.v.t. blive blandet op med lidt danskvand eller alm. vand til ønsket smag, hvis den er lidt for stærk.
  • I en kande kommer du isterninger, citronskiver, myntekviste og lemonaden i. Server straks! 🙂

 

Salat med belugalinser og squashspaghetti

Er der noget, som jeg elsker rigtig meget, så er det en fyldig salat – ikke det der kedelige iceberg.. Denne salat indeholder bl.a. både belugalinser, edamamebønner og squash – Ingredienser som mætter! Brug salaten til frokosten, hvis du skal være god ved dig selv, eller på middagsbordet med noget kød til. Den er bare go’! 🙂

Salat med belugalinser og squashspaghetti (3-4 personer)


2 dl belugalinser

200 g edamamebønner (løse fra frost)

1 squash

½ agurk

½ glas lækre, gode oliven

Pesto Verde (Løgismoses er go’!)

  • Kog belugalinserne, som angivet på pakken. Afkøl dem helt i en sigte.
  • I mens belugalinserne køler af kan du forberede resten.
  • Tø edamamebønnerne op ved at hælde kogende vand over dem i 2 sek.
  • Squashen spiralizes, så du ender ud med lange squash spaghetti.
  •  Halver agurken og skrab kernerne ud (spis kernerne 😉 ).
  • Skær agurken ud i tynde skiver.
  • Når belugalinserne er afkølet blandes alle ingredienserne i en skål. Jeg har ikke skrevet mål på pestoen – bedøm selv, hvor meget der skal i.
  • Spis!

Hindbær ispind

Så kom varmen til Danmark! Det betyder vidst is i lange baner 🙂 De her hindbær is kræver hverken mange ingredienser eller tid for at blive lavet. Det kræver selvfølgelig, at du har en isform, hvilket ikke skulle være svært at få fat i nu. Jeg har købt min i Netto sidste år og et andet sæt i Panduro Hobby. Mon ikke også Søstrene Grene har nogle. Der har jeg i hvert fald købt ispinde en gang.

Hindbær ispind (2 stk)


2 dl frosne hindbær

1 dl neutral yoghurt

3 dadler (udstenet og grofthakket)

0.5 tsk vaniljepulver (eller 1 tsk vaniljesukker)

Pynt: mørk chokolade og pistacienødder (eller mandler, eller noget helt tredje 🙂 ). E.v.t. kokosolie

  • Blend alle ingredienserne.
  • Sæt ispinde i isformen, hvis du har en isform som jeg der er liggende.
  • Hæld bærmassen i isformen.
  • Sæt isformen på frys (Hvis du har en stående isform, så skal du sætte ispinden i isen, når den har været på frys i ca. halv time).
  • Lad isene fryse i mindst 3 timer.
  • Tag isene ud af formen.
  • Smelt chokolade og overtræk isene med det. Hvis chokoladen er for tyk, så kan man smelte lidt kokosolie i den varme chokolade.
  • Pynt med nødder inden chokoladen er størknet. Du skal være lidt hurtig her 😉
  • NYD! Eller læg isene i en frysepose og gem dem til en anden dejlig dag.

Jep, der er vidst lige taget en bid i den ene side..